Kirkegårdens sæsoner

Mange ser en kirkegård som én ting, men en kirkegård er mange ting - Et sted man mindes, et åndehul, en lille oase i en stor verden.

"Til himlene rækker din miskundhed, Gud, din trofasthed når dine skyer"

Januar og februar

I januar og februar er der, afhængigt af vejret, travlt med glatførebekæmpelse på alle tre kirkegårde.

I vintermånederne fældes træer og alléerne beskæres. Der udføres omlægning, reparation samt generel vedligeholdelse og forskønnelse af kirkegårde, bygninger og stier i det omfang vejret tillader det.

I 1. kvartal faktureres ydelser for året der kommer; renhold, forårs- og sommerblomster samt gran betales forud.

For efterbestillinger af gran er deadline i uge 42.

Marts

Blomster på den gamle kirkegård med Thisted Kirke i baggrunden

I Marts starter forårssløjfning af gravsteder. Midt i marts fjernes granpyntningen og umiddelbart herefter plantes stedmoderplanter, og gravstederne rives. Renhold af gravstederne starter og fortsætter frem til midt i oktober.

I marts udsendes brev til pårørende, hvis gravsteder er klar til anlæg, og der aftales tid om anlægssamtale.

Juni

Klokke på Thisted Vestre Kirkegård

Inden grundlovsdag plantes sommerblomster på gravstederne. Den mest brugte sort er isbegonier, da den er mest holdbar. standarden er således lyserøde isbegonier, men isbegonierne findes også i rød eller hvid. Det er også muligt at bestille andre sorter, men her kan vi ikke garantere et lige så stabilt resultat, da de færreste sommerblomster er lige så tolerante som isbegonier. Hvis der er særlige ønsker til sommerblomsterne, så kontakt kirkegårdskontoret for en nærmere aftale. 

Juli og august

Sten med indgraveringen "FØR JEG DANNEDE DIG I MODERS LIV KENDTE JEG DIG" på foster plæne på Thisted Vestre Kirkegård

I juli og august er den helt store opgave på kirkegården hækklipning. Hækklipningen sker typisk over en periode på seks til otte uger. I august udsendes brev til pårørende, hvis gravsteder er klar til anlæg, og der aftales tid til en anlægssamtale.

I løbet af august sendes et såkaldt hjemfaldsbrev ud til de gravstedsindehavere, hvis gravsted udløber ved årsskiftet. Inden 1. oktober bedes indehaverne give besked om enten fornyelse eller sløjfning af gravstedet. Med fornyelsesbrevet følger et skema med oversigt over kirkegårdens serviceydelser.

September

Runddel på Thisted Vestre Kirkegård

I september anlægges nye gravsteder, gamle gravsteder bliver rettet op og udgåede planter udskiftes. Det er tid for at bestille ændringer på eksisterende gravsteder, såfremt man ønsker dette.

Gartnerne begynder så småt at forberede kirkegården til gransæsonen. 

Oktober, november, december

Efterår på Thisted Vestre Kirkegård

Granpyntningen påbegyndes i uge 43, dvs. ugen efter skolernes efterårsferie. Arbejdet strækker sig over ca. otte uger og skrider hvert år frem i vilkårlig rækkefølge. Forud for granpyntning rengøres gravstedet og nedfaldsblade fjernes.